Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Feltpræsten har vagt hele døgnet

Helle Møller Jensen fortæller om livet som udsendt præst i Forsvaret.

Alle feltpræster har gennemført en uddannelse i forsvaret, før de bliver sendt ud. (Foto: Sarah Thorngreen Auken)

Af Sarah Thorngreen Auken

FELTPRÆST

Feltpræster er sognepræster, som samtidig er tilknyttet et regiment i hæren, og som i perioder udsendes, hvor danske soldater gør tjeneste.

Helle Møller Jensen er sognepræst i Skovshoved og feltpræst for den Kongelige Danske Livgarde.

Feltpræsten holder gudstjeneste og højtideligheder for de faldne, både som udsendt og hjemme i Danmark.

Læs interview med en soldat om feltpræstens betydning.

Se værnspræsterne for Helsingør Stift her.

Læs mere om feltpræstens arbejde på folkekirken.dk

Under den irakiske stjernehimmel kører feltpræst Helle Møller Jensen rundt i en lille jeep.

Klokken er 1 om natten, og indtil kl. 7 næste morgen er hun på rundtur til de tolv vagttårne, der omkranser lejren.

Det er en ordning, som hendes kollega Ida Fonsbøll har igangsat.

Helle medbringer en termokande kaffe, klatrer er op i tårnet og får en snak med de unge danske soldater, om det, der nu rører sig.

”Bare fordi man er udsendt, så betyder det ikke at livet holder op,” siger hun.

”Du kan stadig have bekymringer om fremtiden. Problemer med børnene derhjemme. Ægteskabet. Man kan føle, at man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt – især når man kan mærke, at det ikke går så godt derhjemme.”

Sjælesorg 24/7

Hos præsten kan man ventilere. Ikke kun under nattehimlen, men hele døgnet rundt. Derfor har præsten heller aldrig rigtigt fri. Feltpræstens opgave er at være tilgængelig hele tiden. Den daglige, eksistentielle samtale er én, man tager med præsten.

”Størstedelen af mit arbejde som feltpræst består af sjælesorg. Man er den, der er der hele tiden, til at tage sig, hvad der nu er, at tage sig af.”

Feltpræsten er tilknyttet et hold og sendes ud sammen med dem. Det kan være udstationeringer fra en til syv måneders varighed.

Til sammenligning er forsvarets psykologer kun på ophold af ca. 14 dages varighed. Feltpræsten sidder med til stabsmøder og er med til at varetage debriefinger, når soldater har været i kamp eller ude for andre hændelser. 

De stærke har svært ved at modtage

Helle Møller Jensen er hjemme igen i sit embede som sognepræst i Skovshoved Kirke. Hun sammenfatter de tanker, som udsendelsen har medført, og stiller spørgsmålstegn ved det, vi mennesker normalt opfatter som styrke.

Det er en forudsætning for at blive udsendt, at man besidder en robusthed – fysisk og psykisk – og kan tage vare på både sig selv og andre. 

”De udsendte har allerede bevist, at de besidder den robusthed, som det kræves at være væk fra sin familie og have styr på mange ting," siger Helle Møller Jensen.

Sognepræst Helle Møller Jensen har været udsendt to gange. I Afghanistan og Irak. (Foto: Sarah Thorngreen Auken)

"Men hvis man altid er den, der passer på andre og tager ansvar, så kan det være svært at modtage og hengive sig.”

Det er et savn og en udfordring, som hun møder blandt de udsendte. Hun opmuntrer dem til at bede, for det er også en hengivelse at bede.

Helle Møller Jensen understreger det med sit yndlingscitat: "Mod er en frygt,  der har bedt sine bønner."

I bønnen, i det religiøse, kan man modtage uden at skulle give igen.

”Styrke, det er at have fornemmelsen af, at der er én der går foran mig, som er stærkere. Én, der på alle måder er foran mig, har meget mere overblik, mere klogskab, mere stamina. Én, som jeg trygt kan følge efter, som vender sig om og sikrer sig at jeg er med,” siger Helle Møller Jensen.

”Soldaten, der banker på min dør, har en forventning om at blive mødt af sådan en stærk og omsorgsfuld karakter – uanset om det er Jesus eller feltpræsten, vedkommende ønsker at møde. Uden sammenligning i øvrigt,” smiler Helle Møller Jensen.

RULLENDE RANG

Hæren er kendt for en stærkt hierarkisk opdeling, hvor alle ved, hvor de hører til. Men som feltpræst har man såkaldt "rullende rang". Det betyder, at præsten møder både sergenten og generalen i øjenhøjde, når de har behov for at tale.